Info om Jesperhus historie

Jesperhus er en familieejet virksomhed med en god historie.

Gennem årene har Jesperhus udviklet sig fra en lille blomsterpark til Nordeuropas største med tilhørende Feriepark.

Blomsterparken er med sine 8 hektar Nordeuropas største Blomsterpark med stort Legeland og JungleZoo. Feriecenteret består af 650 campingenheder, 40 campinghytter, 103 hytter med eget toilet og bad, 10 feriehuse med bad og toilet samt en lang række aktiviteter.

Jesperhus er en virksomhed i udvikling, hvor der hvert år sker nye ting til glæde for vore gæster. Det er familien Overgaard, der er den drivende kraft. De tre af grundlæggerne Edith og Niels Overgaards fire sønner står i spidsen for den daglige ledelse af virksomheden:

Der var engang en gård

Ægteparret Niels og Edith Overgaard havde gården ”Østergaard” tæt ved Legind Sø, 5 km fra Nykøbing Mors. Niels Overgaard købte den i 1950 af sin far, Niels Overgaard fra Faarup, efter endt eksamen som frugtavler på Beder gartnerskole ved Aarhus.

Han tilplantede 20 hektar med frugttræer og avlede grønsager på de resterende jorder.

Jesperhus fik sit navn

Da Niels og Edith Overgaard fik deres første søn Jesper, opdagede de hurtigt, at Jesper var syg og led af astma. Den fugtige og dårlige luft i det gamle stuehus fra 1860, forværrede sygdom­men og lægen opfordrede familien til at flytte til højere beliggende terræn. De søgte om tilladelse til at bygge et hus i deres udmark, der var beliggende i højt terræn tæt ved Legind Bjerge Plantage. De navngav huset ”Jesperhus”, idet sønnen var den indirekte årsag.

Jesperhus blev grundlagt

I 1960 flyttede familien Overgaard til deres nye bolig. Den nederste etage af huset anvendtes som motel med 6 værelser. Der blev anlagt en spændende have og en salgsbod kaldet ”Storkereden” på den store grund. Haven var smukt anlagt, og når man holdt ind for at handle i ”Storkereden”, var der mange der sneg sig til at gå en tur i den smukke have. Det var her ægteparret fik idéen om, at udvide haven og skabe en park, hvor mange flere kunne nyde synet og duften af de smukke blomster. Det blev startskuddet til det, der i dag er Nordeuropas største Blomsterpark.

Jesperhus åbnede dørene for første gang

I 1966 åbnede Jesperhus Blomsterpark dørene for første gang. Parken var på daværende tids­punkt 3 hektar stor og havde et cafeteria og en souvenirbod. Succesen var i hus. Blomsterparken summede af liv og det var ikke kun fra bierne. De smukke blomster i sirligt arrangerede bede tiltrak 40.000 gæster det første år.

Jesperhus har udviklet sig

Takket være Niels Overgaards mange ideer, har Jesperhus udviklet sig gennem årene:

                                     1976 Feriecenter og campingplads med vandland

                                     1988 Fritflyvningshal med fritgående dyr og fugle

                                     1989 Sommerfugleland

                                     1990 Terrarium med krybdyr

                                     1993 Udendørs vandland

                                     1994 Bowlingcenter

                                     1998 Piratland med karrusel og bådtur samt et krokodilleanlæg

                                     1999 Varananlæg, fritgående aber og tropeinformation

                                     2000 Blæksprutte i udendørs vandland

                                     2001 Junglecafe, Free Drop vandrutschebane, 14 luksushytter

                                     2002 Sanseallé, luksushytter

                                     2003 Krokodille Racer i Parken, rosenafdeling, 21 luksushytter

                                     2004 HC Andersens Eventyrhave med Café Klodshans

                                     2005 Indendørs legeland med orkidéanlæg, inspirationshave

                                     2006 Udvidelse af servicehus på camping, Golf Driving Range

                                     2007 4D-Biograf, opgradering af 40 alm. hytter til luksushytter,

                                     10 nye feriehuse, udvidelse af servicehus på camping, golfbane.

                                     2008 Centralbooking, frokostrum, søndagskoncerter

                                     2009 Shows med Jungledyret Hugo, søndagskoncerter, kænguruanlæg

                                     2010 Renovering af køkkener i to servicebygninger

                                     2011 Renovering/udvidelse af servicebygning, Jungledyret

                                     Hugoland, NatZoo
                                     2012 To myreslugere