Jonstrup Jazz' historie


Foreningen Jonstrup Jazz Festival blev dannet i maj 1996 på initiativ af Ole Sterndorff, som selv er aktiv jazz-musiker.

 Ole Sterndorff

Året i forvejen havde Værløse kommune købt det gamle Jonstrup Seminarium af Flyvevåbnet, der gennem nogle år havde anvendt komplekset til at huse Flyvevåbnets Officerskole. Bygningerne havde stået tomme som spøgelseshuse siden Flyvevåbnet flyttede, og overalt i kommunen - og især i Jonstrup - var der store diskussioner om seminariebygningernes fremtidige anvendelse.

 
Ole Sterndorff indkaldte et par udvalgte jonstrupborgere, Eivind Fruelund og Peter Greve, til et møde i sin hule i kælderen, hvor han forelagde sin ide om at lave en jazzfestival i de ubenyttede bygninger.
Ideen var selvfølgelig god nok og midt i juni kunne vi tage fat på planlægningen, og minsandten om ikke det lykkedes at skaffe musik, øl, legeredskaber til børnene, mad, arrangere maleriudstilling m.v. på under 2 måneder.
Fredag den 9. august 1996 præcis kl. 19.00 stod Fessor og hans Big City Band på denne skønne sommeraften på ladet af Faxe's ølvogn, som vi havde lånt til scene.

 
Den første Jonstrup Jazz Festival var en realitet!


Om efteråret blev festivalen fulgt op med 6 jazzklub arrangementer i Jonstruphus i månederne oktober, november, februar, marts og april.
Jazz festivalen og de 6 jazzklubaftener er efterhånden blevet vort faste årsprogram. Jazzklub aftenerne starter ofte med spisning. Vi står selv i køkkenet og sørger for rigtig god hjemmelavet mad. Priserne både for mad og for drikkevarer er overkommelige - næsten toldfrie.

Vi vil hellere have mange medlemmer og gæster ind til vore arrangementer, end at skrue priserne op.

Det giver den bedste stemning.


Siden da er der hvert år blevet afholdt jazzfestival i den skønne gård imellem de historiske bygninger. Konceptet er stadig det samme: Masser af god musik, mad og drikke og glade voksne og børn fra Jonstrup og en omegn, der som årene er gået er blevet større og større.


Velkommen til Jonstrup Jazzfestival - altid 3.weekend i august!